logo
artikler -> 2004 -> 27.4 De bliver narret / ©2004.05.11 Webmaster - Op

De bliver narret

Af Ritt Bjerregaard

Dagbladet

27. april 2004
Hele livet har man måske arbejdet som ufaglært. Nu er det blevet tid til at nyde sit livs otium. Men konstant er der lavvande i kassen, og det kan være sin sag at få råd til at holde den lokale avis, give en skilling til børnebørnene eller besøge den yngste datter ovre i Vejle.

Det er ikke sjovt at måtte vende hver en mønt i dagligdagen, og derfor er det sørgeligt at se, at det atter er de svagest stillede pensionister, der bliver snydt af Dansk Folkeparti og regeringen, som nu vil ændre loven om social pension.

Baggrunden er, at Dansk Folkeparti (DF) endnu engang har handlet med regeringen ved at love at stemme for regeringens panikpakke med skattelettelser, hvis der til gengæld kommer flere penge til ældrechecken. Panikpakken sikrer større skattelettelser til de mest velstående, mens førtids- og folkepensionisterne må kigge langt efter den ”store ekstra indtægt”.

Det er tilsyneladende gået op for DF og regeringen, at den såkaldte ældrecheck var en fiasko. De 800.000 folkepensionister, der troede, at de skulle have en check, blev godt og grundigt narret. 700.000 af dem så ikke skyggen af økonomisk fremgang og dermed ekstra mønter i tegnebogen.

DF vil ændre fradragsbeløbet, så flere kan komme i betragtning til at få en ældrecheck. Som sådan fint nok, men ingen aner, om pengene rent faktisk går til de svagest stillede pensionister, hvilket også var kritikken i et høringssvar fra De Samvirkende Invalideorganisationer.

Regeringen regner med, at 150.000 af pensionisterne i Danmark fremover vil modtage den fulde ydelse på ca. 3000 kr. efter skat en gang om året. Denne ydelse er skattepligtig og vil få indflydelse på bl.a. boligydelsen. DF og regeringen har i udarbejdelsen af lovforslaget set bort fra resultaterne i socialministerens rapport fra sidste år om pensionisternes økonomiske situation – hvorfor?

Jagter DF i virkeligheden popularitet på bekostning af at ville hjælpe de svagest stillede pensionister, når det kommer til stykket? I Socialdemokratiet ønsker vi en reel hjælp til de svagest stillede pensionister, så der kan blive råd til at holde avis, give julegaver og tage på familiebesøg. Derfor vil vi regulere pensionstillægget, så disse pensionister får en hjælp, der er målrettet, rimelig og langt mere retfærdig. Og derfor stemmer vi imod regeringens og DF’s lovinitiativ.