logo
artikler -> 2004 -> 23.4 Store lande, store formænd / ©2004.05.05 Webmaster - Op

Store lande, store formænd

Af Ritt Bjerregaard

Weekendavisen

23. april 2004. 1. sektion, side 12
Der skal vælges ny formand for EU-kommissionen til juni. Valget vil fortælle omverdenen, hvor stærk en Union statsministrene ønsker.

FRANSKMANDEN Jacques Delors, der var formand for EU-kommissionen fra 1985 til 1995, var hadet af de fleste danskere. Han var for fransk, og så var han per definition svær at forstå. Han var også for meget europæer, og danskerne er skeptiske over for et stort fællesskab, der blander sig. Og så var han en stærk formand. Hvorfor han var det, er det straks vanskeligere at blive enige om.

Efter ham kom en anden Jacques, nemlig Jacques Santer fra Luxembourg. Jeg var glad for at arbejde sammen med ham i den tid, jeg var EU-kommissær. Ham havde danskerne ikke nogen særlig mening om, og det har de vist heller ikke om den nuværende formand Romano Prodi.

På EU-topmødet i juni skal statsministrene vælge en ny præsident, og det er derfor værd at reflektere lidt over, hvorfor Delors var en stærk formand, og de to efterfølgende ikke har været det. Jeg vil modstå tidens tendens til at fremstille det, som om det er et spørgsmål om formanden som person, om den ene er dygtigere end den anden, men i stedet se på de vilkår, de arbejder under.

Det kan være svært, for med TV som det dominerende medie bliver politik reduceret til et anliggende om personer.

Tag præsident Bush. Vi ser hans kone, hans børn, ham selv med kalkun i Irak. Gang på gang siger folk, der formodes at være indsigtsfulde, at de er store tilhængere af USA, men bare ikke den nuværende præsident! Det er hans person og indimellem hans helt personlige og kun hans politik, de er imod.

Mon der virkelig er nogen, der forestiller sig, at præsident Bush alene sidder og bestemmer, om USA skal i krig i Afghanistan og i Irak? Han har selvfølgelig et stort, endda et meget stort apparat bag sig, tusindvis af veluddannede folk, der rådgiver ham, efterretningstjenester, forsvarsstab, diplomater og alt hvad der hører til en velfungerende stat.

Heller ikke formanden for Kommissionen kan formulere en politik alene. Han har et stort og indflydelsesrigt embedsapparat bag sig, et apparat, der går i arv fra den ene formand til den anden, som formulerer politikken og fører den ud i livet.

Men det er også her, forskellen til USA viser sig. For EU er et samarbejde mellem nationalstater, så udover den politik formanden og hans embedsapparat kan føre, så er der stats- og udenrigsministrene i medlemslandene. De fører deres egen politik, og de har også et stort nationalt apparat til rådighed.

Det er tit, at der er modstrid imellem, hvad det enkelte især store land gør, og hvad den udpegede præsident for Kommissionen gør. Det er derfor Kissingers bemærkning om at få et telefonnummer på den, han skulle ringe til, hvis der indtraf en katastrofe, bliver citeret igen og igen. Når sådan et nummer ikke findes, så er det, fordi nationalstaterne ikke vil give deres magt fra sig.

Når Delors slog så stærkt igennem som formand for Kommissionen, var det udover hans egne evner, fordi han havde et apparat i ryggen - og ikke kun EU's embedsapparat, men også det nationale franske. Det hører ikke til god tone at tale om det, men der er ingen grund til at undre sig, for EU er et samarbejde mellem nationalstater. Selvom Kommissionen og formanden er uafhængige, er de også en del af samarbejdet mellem nationalstaterne i Europa.

Det er derfor statsministrene tænker sig godt om, når de vælger ny formand, for der er stor forskel på, hvad den nye formand kan trække på. Det lille land kan slet ikke levere den opbakning og den hjælp, som det store kan. Derfor bliver franskmanden Delors alt andet lige en langt mere effektiv formand end Jacques Santer fra Luxembourg.

Enhver præsident fra et lille land vil blive svag og afhængig af de store lande i Unionen. Det hænger sammen med, at nationalstater som Frankrig, Tyskland og Storbritannien ikke vil dele deres udenrigspolitiske apparater med andre, heller ikke med Kommissionen. Det gælder deres efterretningstjenester, embedsmænd, ambassadører med videre.

Når statsministrene og udenrigsministrene diskuterer bekæmpelse af terror efter bomberne i Madrid, så ansætter de en ny person til at stå i spidsen for koordineringen og kun det. De stiller ikke krav om en selvstændig efterretningstjeneste i EU eller en klar indordning af de efterretningstjenester, der allerede er i medlemslandene.

En formand fra et af de store lande kan være sikker på, at han vil få al den hjælp, han har behov for fra sit hjemland, det vil sige kunne trække på hele det nationale embedsapparat - også dets efterretningstjenester.

Han bliver derfor en stærkere formand end ham fra det lille land. Når det alligevel er en fordel for det lille land at være med, så er det, fordi vi får at vide, hvad der foregår, men der er absolut ingen grund til at bilde sig selv eller andre ind, at det er det samme, hvad enten en formand er fra Luxembourg eller fra Frankrig.

Valget af formand vil derfor fortælle omverdenen, hvor stærk en Union statsministrene ønsker og med hvilken sikkerhed og kompetence,den skal kunne optræde på den internationale arena i med- og modspil til USA.