Der blev desværre kun lejlighed til at kigge inden for i én temagruppe, og det var gruppen for Velfærd styret af næstformand/-kvinde Lene Jensen og med Finansminister Mogens Lykketoft og næstformand for LO Tine Brøndum som oplægsholdere.

Der blev lavet delvist klip af Tine Brøndum og et fuldt klip af Mogens Lykketoft. I det sidste tilfælde vil jeg håbe på, at vi kan få fat i de 2 'overheads', som blev præsenteret, idet der gik en klap op for mig - og sikkert også for forsamlingen vedr. overførselsindkomster, børnecheck til de rige m.m.

Desuden blev der lavet videoklip af de første spørgere.


Oplæg fra kongressen (klippet fra net.dialog):

Det hele liv - hele livet

Lene Jensen næstformand i Socialdemokratiet og

Tine Aurvig Brøndum næstformand i LO

8 timer om dagen, 40 timer om ugen, 47 uger om året og 50 år af ens liv. Sådan så perspektiverne ud for et almindeligt arbejdsliv for blot få år siden. Samtidig bestod arbejdets værdi mest af alt i at tjene penge, der kunne skabe økonomisk tryghed og forsøde tilværelsen i den sparsomme fritid.

Men det sort/hvide billede af B&W-arbejderne er nu skiftet ud med et farve-billede af edb-programmøren. Den typiske danskers arbejdsliv er fundamentalt forandret. Alting er ikke mere sort/hvidt men derimod farverigt og nuanceret. Lønmodtagerne er i dag mere forskellige end tidligere, har forskellige ønsker til deres arbejdsliv, til uddannelse, familie og fritidsaktiviteter. Det stiller andre krav til det danske samfund og det danske arbejdsmarked. Udfordringen i frem-tiden er at forene det fælles ansvar med de individuelle muligheder.

Det vigtigste er og bliver, at der er plads til og brug for alle - også på arbejds-markedet. Det kan lyde som en kliché, men det handler om menneskesyn. Vi vil ikke acceptere, at nogle holdes udenfor. Men det er ikke den eneste ambi-tion. Vi vil også videre i forhold til at skabe et samfund, der er mere fleksibelt og smidigt. Et samfund der giver flere muligheder, skaber større sammenhæng og bedre plads i menneskers liv.

Vores vision er at skabe det hele liv - hele livet.

Vi har gjort det godt - men vi kan gøre det bedre

Danskerne har aldrig været mere velhavende, end vi er nu. De seneste år er det gået rigtig stærkt. Beskæftigelsen er steget med ekspresfart, og danskerne har fået endnu flere knitrende pengesedler mellem hænderne eller guldstriber på dan-kortet.

Fordelingen af velstand i Danmark er samtidig god. Ja, vi er faktisk et af de lande, hvor den økonomiske lighed er størst. Og alle borgere har en lige og oftest gratis adgang til de offentlige velfærdsydelser som hospitaler, uddannelse og børnepasning. Ligegyldigt hvilken slags ske, man er født med i munden, har alle danskere i dag økonomisk tryghed.

Men alligevel er hverdagen ikke altid rosenrød. F.eks. er danskernes levetid ikke steget i de seneste årtier. Vi har stadig en kedelig rekord, når det gælder unge, der forsøger at tage deres eget liv. Og vi kan se, at mennesker, der er meget arbejdsløse, har større helbredsproblemer og kortere levealder end andre.

Så selvom vi i Danmark har gjort det godt, kan vi altså sagtens gøre det bedre.

Lov om livskvalitet - kan man det?

Det ville selvfølgelig være fristende at lave en lov om livskvalitet for alle. Men den går ikke. Livskvalitet er forskellig fra menneske til menneske. Og hvad der er godt for den ene, kan være skidt for den anden.

Livskvalitet er derfor en opgave for den enkelte og hendes eller hans familie, venner og bekendte. Samfundet har derimod et ansvar for at skabe ordentlige levevilkår for alle. Vi betragter med andre ord den økonomiske velstand som en grundlæggende forudsætning for menneskelig velfærd men erkender sam-tidig, at velstand ikke er nok.

Udfordringen er derfor at forene det fælles og det individuelle, at forene fælles-skab, valgmuligheder og fleksibilitet. Hvis den vision skal gennemføres, er der flere forskellige redskaber, der skal tages i anvendelse.

Uddannelse - det er da noget man tar’ hele livet

Uddannelse er noget af det bedste klister, man kan bruge, for at få og beholde et solidt fodfæste på arbejdsmarkedet. For det går stærkt. Om 10 år er 80 procent af teknologien mindre en 10 år gammel, mens 80 procent af arbejdsstyrken vil have en uddannelse, der er mere end 10 år gammel. Den tid, hvor en afgangs-eksamen fra folkeskolen og eventuelt en faglig uddannelse var baggrund nok til et helt arbejdsliv, er ikke mere.

Vi er nået et godt stykke med voksen- og efteruddannelse i Danmark. Men faktisk er vi ikke så meget foregangsland på uddannelsesområdet, som de fleste tror.

OECD har i de seneste undersøgelser anslået, at der om 17 år - altså i 2015 - fort-sat vil være 1/3 af den danske arbejdsstyrke, der er kortuddannet. Det er ringere end gennemsnittet for OECD-landene.

Vi skal derfor have hævet ambitionerne, så flere får en ungdomsuddannelse, og alle får bedre mulighed for at efteruddanne sig gennem hele livet.

Det er specielt dem med ingen eller kort uddannelse, der skal have et løft i kva-lifikationerne. Men også dem med længere uddannelse har behov for løbende at lære nyt. Livet bliver aldrig for kort til at udvikle sig - hverken fagligt eller personligt.

Kombination af personlig og faglig udvikling er forudsætningen for, at vi kan være hele mennesker. Men samtidig er det også det mix af kvalifikationer, som det moderne erhvervsliv har brug for. Lønmodtagerne skal arbejde sammen på kryds og tværs i stedet for i hierarkiske systemer, hvor kommandovejen er oppe-fra og ned.

Hvad skal vi gøre for at flere får mere uddannelse? Skal alle tvinges til uddan-nelse eller skal mulighederne gøres bedre? Er det alene et spørgsmål om hold-ning, eller skal der også handles? Er det nuværende system for voksen- og efteruddannelse godt nok? Og hvordan kan vi eventuelt gøre det bedre ?

Solidaritet er ikke bare noget, der kommer fra kommunen

Det er ikke kun manglende uddannelse, der er problemet omkring fodfæstet på arbejdsmarkedet. En række mennesker i Danmark har eller får det svært, fordi de er handicappede, har været ramt af en arbejdsulykke, er syge eller nedslidte, eller har store sociale problemer. Ganske mange finder alligevel job. Men fælles for mange fra denne gruppe er, at de ikke kan udføre et arbejde på almindelige vilkår.

I de senere år er der gjort flere bestræbelser på at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked. Der har været talt meget om skånejob. Der er lavet en ny lov om fleksjob, og der er indført sociale kapitler i en række overenskomster.

Solidaritet er ikke bare noget, der kommer fra kommunen. Det er også noget, som vi skal vise hinanden. Ved at være parate til at gøre tingene på en anden måde - også selvom det betyder lidt besvær her og nu. Vi må beskrive de pro-blemer, der måtte være i forhold til at give bedre plads på arbejdsmarkedet - og derefter løse dem. Blandt andet skal det sikres, at ordinære jobs ikke fortrænges af job på andre vilkår. Og vi skal være meget opmærksom på ikke at "dræne" de ordinære jobs for bløde funktioner, så de bliver endnu mere hårde.

Vi skal også hele tiden huske på, at der er mange forskellige mennesker, der ikke kan fungere i fuldt tempo. Omkring 200.000 personer med handicap har arbejde på almindelige vilkår. Vi skal være derfor være meget varsomme med at skabe et for bureaukratisk offentligt system, der skubber disse mennesker over i tilskudsjob.

Skabelsen af et mere rummeligt arbejdsmarked må følge en trebenet strategi, hvor forebyggelse, fastholdelse og integration går hånd i hånd. Visionen på lang sigt er at skabe et arbejdsmarked, hvor ingen får brug for et fleks- eller skånejob. Det handler om et bedre arbejdsmiljø og bedre produktionsmetoder, der f.eks. afskaffer det ensidigt gentagne arbejde.

På det kortere sigt skal der sættes ekstra ind over for de lønmodtagere, der pga. af langvarig sygdom eller andet er ved at miste deres arbejde. Det er både økono-misk og menneskelig spild, at folk først skal ryge helt ud af arbejdsmarkedet, for dernæst at blive hevet ind igen med en tilskudsseddel på ryggen. Vi skal blive meget bedre til at gribe ind i tide.

Der er brug for resultater her og nu. Måske skal vi i virkeligheden til (også) at tænke helt anderledes. Måske skal vi tænke nye typer af virksomheder - i grænselandet mellem den offentlige og den private sektor? Hvor der er lidt bedre plads til alle end på en "normal" arbejdsplads?

Hvordan gør vi arbejdsmarkedet mere rummeligt uden samtidig at skubbe alle folk med problemer over i tilskudsjob? Hvordan forebygger vi nedslidning og udstødning fra arbejdsmarkedet? Og hvad er det for nogle folk, der har behov for job på særlige vilkår?

Tres, trendy og tillidsfuld...

Da efterlønnen blev indført i 1979 var det et velfærdsgode af dimensioner. Mange nedslidte mennesker fik en velfortjent mulighed for at stå af ræset. Ideen var også at give bedre plads til den yngre del af arbejdskraften.

Men nu betyder den stigende beskæftigelse, at der bliver mere og mere brug for de ældre på arbejdsmarkedet. Vi ved også, at mange, der bruger efterlønnen, faktisk gerne vil bevare en eller anden form for tilknytning til arbejdsmarkedet.

Lad det være bøjet i neon, der er slået fast med syvtommersøm: Både Social-demokratiet og fagbevægelsen står 100 procent bag den nuværende efterløns-ordning. Men der er brug for, at den enkelte senior har flere valgmuligheder. Overgangen mellem et aktivt arbejdsliv og en tilværelse som efterlønner eller pensionist er alt for brat, fordi reglerne er meget firkantede. Enten er man fuld-tidsjobber, eller også er man det ikke. Det må vi have lavet om på.

Hvordan får vi en bedre seniorpolitik? Handler det om fleksibel arbejdstid, et nedsat arbejdstempo, en reduceret daglig arbejdstid, et mindre fysisk krævende arbejde, større tryghed i ansættelsen og et bedre arbejdsklima?

Børn, familie og arbejde - det skal kunne lade sig gøre!

Det er en myte, at danskerne har fået mere fritid. Mændene har fået mindre arbejdstid, men deltager til gengæld mere i husarbejdet. Modsat har kvinderne samlet set fået højere arbejdstid, fordi flere er kommet på arbejdsmarkedet, og fordi kvinder nu i højere grad arbejder på fuld tid. Vi er ret sikre på, at det specielt er børnefamilierne, der har den mest pressede hverdag.

Det er hverken godt for børnene eller de voksne, når der bliver for lidt plads til samvær, snak og fælles aktiviteter. Fra politisk hold er leveret bl.a. børnepasningsorloven, som var et tigerspring fremad. Det er også velkomment, at orloven for fædre er blevet forlænget med 14 dage, så den samlede orlov for mor og far er blevet længere. Fagbevægelsen har bidraget med gode resultater omkring løn under barsel og vil også i de kommende år sætte ekstra spot på mere familievenlige arbejdstider, bedre barselsløn og omsorgsdage.

Men det er et problem, at børnepasningsorloven stort set kun er for kvinder. Kun 6 pct. af dem, der tager orlov, er mænd. Det er også betænkeligt, at kvinderne typisk er tvunget til at tage orloven i forlængelse af barselsorloven, fordi pasningsgarantien ikke er indfriet endnu. Dermed er mødrene fuldstændig fraværende fra arbejdsmarkedet i lange perioder, hvilket gør det vanskeligere at komme tilbage.

Vi tror fuldt og fast på, at også mænd gerne vil bruge tid sammen med fami-liens guldklump. Men de har det svært med, at børnepasningsorloven skal tages på fuld tid i minimum 13 uger. Derudover er det også af stor betydning, at den økonomiske nedgang i familien oftest er størst, når faderen går på orlov, fordi det normalt er ham, der tjener mest.

Det er dog ikke kun økonomi det hele. Det handler også om kultur. På mange arbejdspladser er det kun tøsedrenge, der tager sig tid til yngelpleje. Men det er ikke bare blandt kollegerne, denne holdning trives. Også hos mange mandlige chefer mangler der forståelse for, at karriere og familieliv er to sider af samme sag.

Der er derfor behov for en rigtig holdningsdiskussion om, hvad mændene vil med familien. Hvordan virksomhederne vil tackle de nye udfordringer, og om de tror, at de fortsat kan rekruttere kvalificerede og motiverede medarbejdere, hvis de ikke satser på det hele menneske.

Hvis familierne skal have bedre vilkår, er der mange ting, der skal tænkes sammen i en større helhed. Det gælder lovgivning, overenskomster, personalepolitik og kultur.

Hvad kan man forestille sig? En mere fleksibel orlov? En anden form for økonomisk kompensation? Flere omsorgsdage, en mere fleksibel arbejdstid? Og hvor meget skal klares via lovgivning, og hvor meget skal klares gennem kollektive aftaler på arbejdsmarkedet?

Danmark i farver

Flygtninge og indvandrere har det generelt svært i Danmark og på det danske arbejdsmarked. Der er ikke et universalmiddel, der kan gøre det lettere. For der er stor forskel på de enkelte flygtninge og indvandrere.

Vi tror, de nye danskere har brug for mange af de samme ting som os andre: Løsningerne og ydelserne skal være mere individuelle, uden at det fælles grund-lag og solidariteten fortoner sig i horisonten. Der skal gælde rettigheder og pligter for alle mennesker i vores land - uanset hudfarve og etnisk baggrund.

Udviklingen blandt indvandrere og flygtninge i forhold til arbejdsmarkedet er nu ikke så ringe endda. Selvom gruppen kun udgør 3-4 pct. af den samlede arbejdsstyrke, så har de haft en andel på hele 20 pct. af beskæftigelsesstig-ningen i de senere år. Og efterkommere/anden-generations indvandrere klarer sig bedre end deres forældre, både hvad angår uddannelse og arbejde.

Det går altså den rigtige vej. Men en enkelte svale gør ingen sommer. Arbejdsløsheden for de ny danskere er stadig omkring 3 gange så høj som for resten af danskerne. Der er stadig ghetto-problemer, og mange har stadig vanskeligt ved at tale det danske sprog i tilstrækkeligt omfang.

Derfor er det fint nok, at den nye udlændingelov vil give muligheder for bedre og mere sprogundervisning. Også den boligpolitiske del er tiltrængt.

Men kan vi ikke gøre mere? For på trods af lov om etnisk ligestilling, bliver mange fortsat sorteret fra, alene fordi de hedder Muhammed eller Mustafa. Det gælder ikke mindst på arbejdsmarkedet.

Det handler om holdninger og om at turde tage debatten. Hvorfor ikke forsøge at løse og forebygge problemerne overalt, hvor vi kan komme til det? Det kan f.eks. ske gennem virksomhedernes personalepolitik. Den skal fremover ikke kun handle om ansættelse, afskedigelse og alkohol. Også integration af de nye danskere skal indgå. Det er vel ikke for meget forlangt?

Er den nye integrationslov tilstrækkelig? Kan vi selv medvirke til en bedre integration? Og hvordan får vi skabt plads på arbejdsmarkedet til de nye danskere?

Det hele liv - hele livet

Vi er nået langt i Danmark. Men vi er ikke nået langt nok. Det nye arbejdsliv og yngre mennesker har andre krav og ønsker end tidligere generationer. Samtidig udfordrer den teknologiske udvikling og globaliseringen vores vanetænkning. Hvis vi fremover skal være et foregangsland, kræver det nye initiativer. Initia-tiver der både kan tilgodese den enkeltes muligheder og samfundets interesser.

I dette oplæg har vi peget på nogle områder, hvor der er behov for forandringer. Vi har lagt et spor ud men har langt fra givet alle svarerne. Vi har skitseret en vision, hvor fællesskab, fleksibilitet og valgmuligheder skal skabe rammen om det hele liv - hele livet. Vi har peget på, at samfundet har et grundlæggende ansvar, men at livskvaliteten er et personligt projekt.

Der er mange andre elementer i diskussionen, mange veje vi kan gå. Det er op til jer at gøre visionen levende.

Her kan du læse mere om arbejds- og familieliv

Levevilkår i Danmark - Statistik oversigt 1997. Danmarks Statistik og Socialforskningsinstituttet, december 1997. 443 sider. 198 kr.

Forslag til ny lov om barselsorlov. HK/DANMARK, Politisk/Økonomisk Sekretariat, september 1997. Gratis. 8 sider. Rekvireres i HK tlf. 3330 4343.

10 familiepolitiske bud fra LO. LO, februar 1998. 3 sider. Gratis. Rekvireres i LO tlf. 3524 6000.

Notat om det rummelige arbejdsmarked. LO, oktober 1997. 10 sider. Gratis. Rekvireres i LO tlf. 3524 6000.

Notat om seniorpolitik. LO, maj 1997. 6 sider. Gratis. Rekvireres i LO tlf. 3524 6000.

Handicap og funktionshæmning i halvfemserne. Socialforskningsinstituttet, Steen Bengtsson, 1997. 196 sider. 140 kr.

Regeringens børnepolitiske redegørelse. Forventes udgivet medio juni 1998.

Ajourført: 3. februar 2004