redaktør Kaj Øgaard Sørensen
skatteyder
i old Værløse kommune

Indlægget er modtaget via a-post 28.11.2006

Retfærdighedens vej har aldrig hørt til de hurtige.

Men igen skal man konstatere at der ikke „var nogen hjemme" da kommuner og vælgere skulle have en hånd fra „deres egne medlemmer af Folketinget" som det hed.... Værløse kommune og en 5-6 andre kommuner havde i årevis hentet ejendomsskatter fra bygninger på militære anlæg i deres område.

For 3-4 borgmesterperioder siden fik man så den besked, at kommunerne ulovligt havde hentet ejendomsskatter fra ujævnheder der i ny vurdering bare var flyverskjul, shelters og andre former for dele af det militære anlæg. Fremover ville man få beskåret vurderingen af hvad man kunne vurdere som grundlag for ejendomsskatter.

Ydermere skulle kommunerne betale de for meget indhentede skatter tilbage - det var så stort et millionbeløb at alle må forstå, at det ramte de berørte kommuner på deres økonomi.

I første række det uretfærdige i at man uventet skulle betale penge tilbage når alle udbetalinger er sket efter skattemyndighedernes godkendelse.

Da kommunerne anlagde sag kunne man end ikke give kommunernes advokater aktindsigt. Kommunerne tabte den første sag - men gik videre og fik altså ret i sidste omgang..

Men undervejs var der ingen hjælp at hente fra „borgernes egne kandidater" som man kaldte dem i valgreklamerne. Skal vi så ikke skrotte den slags utidig reklame. De er stort set usynlige, som medlemmer af Folketinget der stort set aldrig var på deres pind.

I den utrolige situation hvor man står overfor så meget der indeholder stor usikkerhed skal man være meget varsom med at drømme om hvad de mange penge skal bruges til - men ET skal stå soleklart - DET ER PENGE MAN URETMÆSSIGT TOG FRA USKYLDIGE BORGERE I VÆRLØSE

fhv. borgmester Ernst Ellgaard
Indlægget er modtaget via epost 26.11.2006

Thi kendes for ret…. ”Kommunernes påstand tages til følge!


Af Ernst Ellgaard

Det var dejligt at læse Højesterets dom, dateret den 21. november 2006.

Der er sikkert ikke mange læsere der husker forhistorien.  Den kommer her, så kort jeg kan. Som borgmester i Værløse blev jeg i januar 1995 ringet op af Karups borgmester, der spurgte, om vi havde fået brev om ejendomsskatten for Flyvestationen. Da jeg svarede ”Nej”, fortsatte han, at det ville vi få, og at skatten til kommunen ville være sat ned. Og det uden, at der var sket ændringer i det lov- og cirkulæremæssige grundlag.

Det kom til at passe, og Værløses tab var det største. Jeg tog initiativ til at de seks berørte borgmestre mødtes. Vi aftalte, at jeg skulle drøfte sagen med daværende skatteminister Carsten Koch. Han forstod for så vidt godt kommunernes undren, og henviste os til at rejse sagen overfor Ligningsrådet.

Jeg var på daværende tidspunkt den ene af to medlemmer af rådet valgt efter indstilling fra Kommunernes Landsforening. Jeg valgte at træde ud, inden sagen blev behandlet i rådet. Jeg ville være inhabil og ønskede ikke at risikere, at der manglede en stemme, når sagen blev afgjort. Kommunerne fik medhold i Ligningsrådet.

Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste ankede imidlertid senere sagen til Landsskatteretten. Parterne i sagen er her skatteyderen (Forsvarets Bygningstjeneste) og skattevæsenet (Skatteministeriet). Altså som de fleste af os vel vil sige: Staten på begge sider af bordet. Kommunernes advokat, Andreas Fischer, Bech-Bruun Dragsted, fik dog lov til at levere et skriftligt indlæg. Kommunerne tabte.

Fire af kommunerne besluttede at anlægge sag. Det skete ved Vestre Landsret, idet Karup kommune var den første, der fik en anderledes vurdering. Landsretten mente ikke en sådan sag overhovedet kunne anlægges. Sagen kom derfor til at handle om, hvorvidt kommunerne overhovedet var berettigede til at anlægge sag, for at få de foretagne uhjemlede ændringer af praksis prøvet. Jeg var til stede i retten i Viborg, da sagen blev procederet.  Kommunerne tabte.

De besluttede dog, at appellere Landsrettens dom.  Ved Højesteret vandt vi sagen, om at måtte føre sagen. Sagen kunne således rejses ved Vestre Landsret. Dommen blev afsagt den 2. marts i 2004. Kommunerne tabte.

Kommunerne appellerede igen til Højesteret. Advokat Andreas Fischer var i mellemtiden gået på pension, så advokat Svend Paludan-Müller; ligeledes Bech-Bruun, havde sat sig godt ind i sagen og procederede for kommunerne. Den 21. november 2006 faldt dommen: Højesteret tager kommunernes påstand til følge og staten idømmes at betale sagsomkostninger og erstatning. Knap ti år efter at kommunerne fik medhold i Ligningsrådet vandt den sunde fornuft igen. Hvad det betyder i penge er ikke helt afklaret
Borgmester Jesper Bach siger 30 – 40 mio. kr.

Det er Værløse, der vandt

Af Ernst Ellgaard

Værløse har kun godt en måneds levetid tilbage på grund af det i mellemtiden indgående” frivillige” ægteskab mellem Værløse og Farum kommuner - fremover Furesø kommune. Værløses borgmester Jesper Bach (fra 1.1.2007. borgmester i Furesø kommune) har udtrykt glæde over dommen i Furesø Weekend den 24. november. Jeg læser udtalelsen, som om han opfatter det som det er Furesø kommune, der har vundet sagen. 

Det er det ikke. Det er Værløse kommune. Beskatningen af Flyvestationen som befæstningsværk er vel væk i den form fremover; men refusionen af sagsomkostninger og erstatningen for de år Værløse kommune uretsmæssigt har fået for lidt i skat, skal da disponeres til gavn for Værløseborgerne.

Fusionsaftalen indebærer, at kommuneskatten skal være højere i Farum end i Værløse, indtil diverse støtteforanstaltninger til Farum har skabt en sådan udligning af økonomierne, at skatteprocenten kan harmoniseres. Skatteprocenten i Farum kan dog nedsættes tidligere. Det kan ske, hvis der ved salget af arealerne fra Farum Kaserne, opnås større indtægter end det budgetterede. I det tilfælde kan disse disponeres til en tilsvarende skattenedsættelse i Farum. Analogt hertil, bør ikke budgetterede indtægter som refusion af sagsomkostninger og manglende skatteindtægter gennem 10 år, naturligvis skulle disponeres af Værløse kommunalbestyrelse ved dennes sidste møde i december 2006.

Jeg kan tænke på mange gode engangsudgifter, der kan afholdes af det beløb, Værløse har vundet retten til. Nævnt i flæng uden forundersøgelse: Værløsegarden, Skovgården, Institutioner og skoler, Idrætten, Historisk Forening – ikke mindst årsskriftet og et nyt  Værløse Leksikon.

Det er muligt. der vil blive peget på juridiske grunde til, at det ikke kan lades sig gøre.
Sker det, må de kraftigt anfægtes. Det mener jeg alle borgere i Værløse vil være enige med mig i. Højesteretsdommen rettede en åbenbar fejl. Den bør ikke give anledning til en ny retfærdighedskrænkelse.

Jeg opfordrer derfor Værløse kommunalbestyrelse til hurtigst muligt at vil finde værdige formål for anvendelsen – og jeg håber og tror  at Sammenlægningsudvalget og Furesø kommunalbestyrelse har så meget retfærdighedssans, at erstatningerne bruges til glæde for dem, der ville have haft rådighed over beløbene, hvis ikke retssagen var trukket i langdrag.

civ.ing. Jørn Jensen
kasserer i Socialdemokratiet Værløse
 og
Formand for Vurderingsankenævnet Frederiksberg og Københavns Omegn ( p.t. Ballerup)

indlægget er modtaget via epost 24.11.2006

Værløse Flyvestation – Højesteretsdom af 21. november 2006

Retfærdigheden skete endelig fyldest!

Med udgangspunkt i afgørelsen i Højesteret om sagen med konsekvenser af ophævelse af 19. alm. Vurdering pr.1. januar 1992 kan jeg som en af aktørerne ikke lade være med at fremkomme med et par bemærkninger til denne flotte afgørelse.

Baggrund

Tilbage i 1992 aftaltes beklageligvis bag ryggen på vurderingsrådene at alle militære flyvestationer, herunder Værløse skulle undtages fra vurdering med hjemmel i § 7, stk. 3 i vurderingsloven. Dette skete mod 40 års sædvane med samme praksis for de almindelige vurderinger hvert 4.de år.

Dette blev jeg først gjort bekendt med under et møde i det daværende skyldråd, hvor jeg som næstformand skulle være med til at behandle en klage fra Værløse Flyvestation v/Forsvarets Bygningstjeneste. Her var der mod sædvane ikke blev klaget over ansættelsen af dele af Flyvestation Værløses bygninger m.v. men klagen gik på at hele flyvestationens militære dele skulle undtages fra vurderingen pr. 1. januar 1992.

Det drejede sig om ca. 50 bygninger til en samlet ejendomsværdi på 330 mio. kr. og med  tilhørende grundværdi på ca. 40 mio. kr. Ændringen betød en nedsættelse af begge værdier til ca. 10 mio. kr. og med den konsekvens at skatteprovenuet til Værløse kommune blev voldsom reduceret, og med et mindre provenutab til Københavns Amt og Ballerup Kommune. Selve skatteprovenutabet var ikke mit problem, men som formand for vurderingsrådet og med en tilsidesættelse af mange års praksis var dette uhyrligt at være vidne til.

Afgørelsen blev truffet uden et stykke papir på bordet, idet man alene henholdt sig til afholdte møder forud for vurderingen med forsvarskapaciteter og andre involverede på såkaldt ”højt niveau”.

Efter drøftelser med ”systemet” blev sagen på min foranledning genoptaget i skyldrådet, hvor den så desværre faldt, idet et flertal ønskede at følge forsvarets indstilling, hvor hele flyvestationen skulle betragtes som et ”hangarskib” etc. og uden at tage hensyn til mine synspunkter om ændret retspraksis etc.

Samtidig blev jeg bebrejdet at jeg straks gjorde borgmester Ernst Ellegaard opmærksom på konsekvenserne af denne afgørelse, da kendelsen fra skyldrådet var en realitet.

Sagens videre forløb

Som borgmester i Værløse var det Ernst Ellgaard, der trak det store læs og han gik videre med sagen med en enig kommunalbestyrelse i ryggen, og Ernst Ellgaard blev bannerfører for de andre tilsvarende kommuner med militære flyvestationer. Først kom sagen i Ligningsrådet, der heldigvis traf afgørelse i 1997 om at Landsskatteretten skulle afgøre sagen, men der faldt sagen desværre for kommunerne, der dog heldigvis var blevet klageberettigede videre i systemet efter en senere afgørelse i Højesteret. Dette ret indviklede og komplicerede sagsforløb endte med at selve sagen kom for i Vestre Landsret, og også der faldt sagen beklageligvis ved dommen fra marts 2004.
I denne sag blev jeg indkaldt som vidne under sagens behandling i efteråret 2003, og her havde jeg stor nytte af alt det forarbejde, som bl.a. var gjort i vurderingssekretariatet.

Vestre Landsretsdom fylder 36 sider og er kedelig og ikke særlig behagelig læsning. Heldigvis ankede kommunerne denne dom til Højesteret og her havde jeg den fornøjelse at overvære retshandlingen d. 14. november i år. Det meget fyldige materiale blev procederet af advokat Svend Paludan-Müller, som forsvarer for bl.a. Værløse Kommune, og her kom man helt ned i substansen i juraen inden for dette specielle område. Efter proceduren i retten steg mit lod til fordel for kommunerne fra ca. 20 % til 40-50 % for at kommunerne kunne vinde over staten v/Forvarets Bygningstjeneste og Kammeradvokaten, som forsvarer for SKAT (tidligere Told /Skat)

Højesterets dom

Dommen er på kun 4 sider og er til gengæld ret klar, idet man bl.a. fandt at forsvarets/flyvestationens begrundelse var ikke korrekt ved at ændre praksis undervejs, dvs. ændre den praksis, der havde været gældende i mere end 40 år og som vurderingsrådet i Værløse hele tiden har hævdet.
Der var som påstået af bl.a. vurderingsrådet og andre rig lejlighed til undervejs at ændre selve vurderingsloven og deri undtage de militære flyvestationer for vurdering, hvorefter kommunerne kunne have henvende sig til staten/forsvaret og bede om en passende kompensation for manglende skatteprovenu etc.

Konklusion

Det helt uhørte skete så, idet man meget sjældent finder at Højesteret går mod staten.

Der bør i denne anledning især rettes en tak til daværende borgmester Ernst Ellgaard for den ihærdighed han som borgmester og medlem af bestyrelsen i Kommunernes Landsforening lagde for dagen, og samtidig skal også rettes en tak til administrationen i vurderingssekretariatet i Værløse Kommune v/Inger Heidemann, som også hele vejen igennem støttede op om vurderingsrådet i denne meget spændende sag, der lykkeligvis endte med at retfærdigheden skete fyldest.

Det skal dog retfærdigvis nævnes, at var afgørelsen ikke faldet ud til kommunernes/Værløses fordel, havde der ikke været mere at ”komme efter”, idet hele processen i Højesteret var så flot gennemført af begge parter, at man efter min opfattelse ikke kunne komme længere ned i sagens substans.

Som ikke jurist har denne sag været en spændende prøvelse, og efter min opfattelse en stor sejr for vort lægmands system.

Valid HTML 4.01 Transitional26. november©2006 web-redaktionen